ARC 2019 - et sejlereventyr, du aldrig glemmer

Dag 1, søndag den 24. november 2019

Wow, endelig kom dagen, hvor det er tid til at tage af sted. Selvom vores båd Sirli blev forsinket til Las Palmas og satte nogle forhindringer i hjulet for vores planlægning, kunne det ikke have været bedre end den følelse, der opstår i kroppen lige nu. Hvis jeg skulle vælge før, ville jeg selvfølgelig ikke have valgt, at båden skulle være forsinket, men set i bakspejlet ville jeg ikke ønske det anderledes, det har ført til store kontraster, der har gjort os til en god gruppe, og som nu førte til total lykke, da vi fik alt gjort til tiden efter hårdt arbejde. Dagen startede med morgenmad kl. 07:30, da der var kogt lidt for lidt grød, kom spørgsmålet op, om vi virkelig havde købt nok havregryn. Et spørgsmål, der måske lyder banalt for mange, men når man indser, at det, der er på båden, er det, man skal leve af de næste par uger, føles det godt at tjekke det nu og ikke vente, til det er for sent. Efter at have ordnet de sidste ting på båden, svabret dækket og gjort de sidste indkøb, er det tid til holdbilledet. Du tænker, at dette billede er noget, du vil have som et minde for livet, så når en ældre spanier, der knap nok kan tale engelsk eller gå, bliver du lidt bekymret. Men efter at have set billederne, bliver man glad, selve billedet er måske ikke af højeste kvalitet, men man ser energien og glæden i banden til snart at kunne smide afsted. Denne "bande", jeg taler om, består af 10 personer, som jeg vil vende tilbage til mere undervejs på rejsen, men jeg tror, jeg vil starte med mig selv. Jeg hedder Patrik, og mange, der læser dette, kender mig nok mest som sælger hos More Sailing, det er ofte mig, man taler med i telefonen eller på mail, når man booker en tur. Jeg er 31 år gammel og har boet i Göteborg i 10 år. Jeg er vokset op lidt nord for Göteborg tæt på havet og har som ung ikke sejlet meget mere end med venner og deres familier. Jeg elsker at rejse, så selvom jeg ikke selv er en god sejler, har jeg fundet ud af, at sejlads er den perfekte måde at rejse på, hvor du kommer til nye steder hver dag, og du har din indkvartering på fantastiske steder rundt om i verden. Når det er sagt, er Atlanterhavet lidt uden for min komfortzone, men det er også det eventyr, jeg leder efter. Klokken slår 10.30, vi tager vores sidste skridt på fast grund og kaster los. Stemningen er magisk, og vi går ud for at sejle sammen med vores søsterbåd, Shama, som er af samme model. Vi udveksler et par sætninger med herrerne på den anden båd, før vi hejser sejlene og sætter kurs mod startområdet. Da startskuddet lyder, er hele besætningen spændt, og vi sætter sejl. Vi havde et lille problem med båden lige før starten, hvilket førte til, at Shama tog føringen, men kun et par timer inde sejlede vi forbi, hvilket føltes meget sjovt. Arrangementet vi deltager i ARC, Atlantic Rally for Cruisers, er jo en konkurrence med resultater osv. men det er lige så meget en social begivenhed, som vi har oplevet i den forgangne uge i Las Palmas. Da vi havde sejlet i et par timer, havde vi vores første besætningsmøde, hvor vi gennemgik de kommende dages vejr og vores første vagtplan. Vi har en vagtplan for at vide, hvem der er ansvarlig for bådens fremdrift og for at lave mad og vaske op. Der er mange forskellige varianter af vagtplaner, men vi har valgt at starte med en, hvor vi får 4 timers vagt om dagen og 2 timer om natten. Jeg blev tildelt den vagt, der skulle lave aftensmad, hvilket jeg gik i gang med med det samme, belejligt nok havde vi forberedt det meste af maden på Las Palmas, så jeg skulle kun varme bolognese og koge pasta. Lige efter aftensmaden hoppede jeg på min første vagt, 20:00-24:00. Aften-/nattevagterne består af to personer, og denne vagt holdt jeg sammen med Anna, en god Göteborg-kvinde, som jeg kom rigtig godt ud af det med, men som desværre har trukket nitlottet for at gå på en lidt grim søsyge i starten af sejladsen. Min og Annas vagt var tempofyldt, da det blæste godt og var høj sø, et stykke inde i vagten måtte vi rive fokken for at kunne manøvrere båden lettere. Når vagten er slut, går vi ned for at vække den næste vagt, og når de har overtaget, går vi ned for at skrive logbog. Det sjove ved denne vagtbeskyttelse var, at da vi skiftede, indså vi, at uret på plotterne var stillet forkert, så det kun var 23, hvilket betød, at min og Annas vagt var 1 time kortere end planlagt, men Fredrik "Chef" og Kicki sagde, at de tilbød den time, da de allerede var vågne, som kompensation tiltrak jeg kaffe til dem. Jeg er så utrolig glad for, at jeg kan være en del af det her, og jeg ser frem til de kommende ugers eventyr!

Dag 2, mandag den 25. november 2019

Vi har delt natten op i to timers vagter, mig og min bagudkompatible Anna fik æren af at få den første solopgangsvagt mellem 06:00 og 08:00. Det var en relativt stille morgen, men vores vagtleder Sofie påpegede et par gange, at hun så noget i vandet ganske tæt på os, og anden gang så jeg også den sorte silhuet. Vi er langt fra det nærmeste ud for Afrikas kyst og er meget forundrede over, hvad det kan være, men da vi kommer op på siden, hører vi et lys og samtidig en motor. Det er en båd, der dukker op af skyggen kun 30-40 meter fra os og sætter kurs mod os, mange tanker kan gå gennem vores hoveder, pirater?! Men nej, båden slukker efter et par sekunder og går imod vores kurs. Solen begynder langsomt at stå op i den overskyede horisont, og vi sidder og diskuterer, hvad vi lige har været igennem. Efter vagten står morgenmaden, som Kicki har forberedt, klar på bordet. Jeg er en person, der er meget glad for mad, men her på båden er alt ekstra godt, og at træde ud af vagten for at nyde Kickis havregrød, kogt, brød og juice er helt vidunderligt. Efter morgenmaden var det tid til et par timers søvn igen for at føle mig helt udhvilet. Kort efter min søvn har min værelseskammerat kokken Fredrik lavet broccolisuppe til frokost, jeg sætter mig til at spise, da jeg opdager, at det bliver lidt rykvist i båden og fart på dækket. Den nye vagt har så hævet genuaen og er kommet lidt ud af kurs, det har så skabt stort stress på sejlet, som har fået en rift. Det er alle mand på dæk, og jeg løber fra min suppe for at hjælpe med at trække genuamakeren ned. Vi får den hurtigt ned og reparerer den med den sejldug, vi har med. Efter reparationen, og når alle har spist den afbrudte frokost, holder vi et nyt skippermøde, hvor vi gennemgår dagen. Der understreger skipper Fredrik blandt andet, at vi vil vente med at hejse genuaen igen, til alle har lært båden bedre at kende, og hvordan den opfører sig, hvilket alle er enige om. I slutningen af mødet rejser jeg en gåde og lover en hemmelig flot præmie til vinderen, i skrivende stund, cirka et døgn senere, har ingen endnu fundet svaret, men der er meget godt engagement, for eksempel Anna, som har lavet hele ligninger for at løse.

Min anden vagt på dagen var mellem 16:00 og 20:00 med Rebecka og Johanna. Rebecka har i et par sæsoner arbejdet som vært på vores både i Kroatien og Caribien, så jeg kender hende godt og går sjældent lang tid uden at grine. Johanna er et helt nyt bekendtskab, men som er ekstremt sjov med sine spontane udbrud, som da vi var i butikken for at handle mad inden afgang, og hun spontant kastede en pakke karklude mellem hylderne, fordi hun var nysgerrig efter, om det fungerede som en frisbee. Da jeg skulle tidligt op i morgen, valgte jeg at gå i seng umiddelbart efter vagten for at se en film, men først et bad. Vi har en stor og luksuriøs båd med separate badeværelser til hver kahyt og også en water-maker, der gør det muligt for os at omdanne havvand til ferskvand på båden. Dette er det første brusebad undervejs, og jeg står i bruseren på omkring 50x50x200 cm og skyller vand over mig, mens jeg falder fra væg til væg i takt med bølgerne. Efter badet lægger jeg mig i sengen for at se La Casa de Papel, en spansk serie, som jeg har fået masser af tips om fra forskellige venner. Jeg når ca. 10 minutter ind i første afsnit, før jeg falder hårdt i søvn, havet overtager kræfterne ...

Dag 6 Fredag den 29. november 2019

God eftermiddag! Min vagt startede kl. 6 i morges, og straks satte jeg og Frippe, en af de finske besætningsmedlemmer, vores to fiskestænger med agn i vandet. Før vi overhovedet havde fået slæbet ud bag båden, stak det to gange i slæbet, men intet sad fast. Ind med 200 meter line, og så tog det ikke mange minutter, før den bed hårdt. Resultatet var en blåfinnet tun på omkring 7 kilo og en lyrisk besætning, virkelig sjov morgensession. Desværre mente spinnehjulet, at én fisk pr. hjul er nok, så det blev aflyst, og vi fiskede videre med finnernes egen stang. På det seneste har der været meget motor, en snak med båden vakivaki på vhfen bekræfter, at de også har kørt meget med motor og begynder at regne på dieselreserverne, vakivaki har også talt over satellit med metereologer, der tror på en lidt sydligere rute for en dag for at få mere sikker vind derefter. Forhåbentlig vil vinden være som lovet af meteorologerne, hvilket skulle føre os direkte til St Lucia. Den store cirkel, dvs. den nærmeste rute ligeud, ser i øjeblikket ud til at være en god plan, hvis man kan gå igennem blegemidlet til motoren. Vi har en god stemning om bord, men manglen på vind er mærkbar. Vi har stadig ikke løst problemet med gennakerfaldet, det er for stort et hav til at gå op med en vinkelskæring i toppen.

Dag 8 Søndag den 1. december 2019

Jeg vågner op denne adventsmorgen til julemusik og duften af risengrød efter 3,5 timers søvn. Jeg finder nissehuen frem og står op. Gennakeren er allerede oppe. Anna styrer båden, Lisa vogter over skødet. Det er overskyet, men varmt i luften. I salonen sidder Patrik med håret på hovedet og en ny musketerhue og sluger grød. Det er første gang, jeg ser, at kokken Fredrik har en tatovering på låret. I am the pursuit of happiness, står der. Hvor passende for hele denne situation, tænker jeg. Morgenmaden slutter med, at Hans og jeg synger Feliz Navidad, ivrigt opmuntret af den muntre Johanna. Rebecka sover stadig, og jeg undrer mig over, hvordan det er muligt i denne larm. Ude på fordækket ligger kaptajn Frederik på maven og ser ud til at forsøge at klappe de delfiner, vi har på besøg. Ja, vi har adventsdelfiner. Jeg fodrer dem med resterne af min grød og kravler så tilbage i seng. Må prøve at sove et par timer mere for at klare den kommende dag. Jeg havde vagten kl. 2-4 i nat. Efter to dage med vindstille - som var dejlige, og vi kunne svømme med mere end 4 km hav under os! - er vi nu kommet langt nok sydpå til at finde varme passatvinde, som vi kan sejle for gennaker i. Kaptajn Fredrik og styrmand Sofi er tålmodige undervisere. På kort tid er vi blevet et effektivt team til at få det ukontrollerede og krævende ballonsejl op og ned - det er som en trodsig unghest, der trækker væk i den forkerte retning, så snart rytteren mister koncentrationen. Vi kan ikke ride i mere end en time ad gangen hver. Men når det lykkes, flyver båden fremad. I går aftes havde jeg min bedste sejloplevelse nogensinde: I måneskinnet, der spejlede sig i Atlanterhavet, surfede jeg af sted med 9 knob og holdt kursen ved hjælp af Cassiopeia. Lykken! Livet er smukt, jorden er vidunderlig, og jeg er taknemmelig.
Her på båden leves livet i skift på 4 timer om dagen og 2 timer om natten. Alligevel formår jeg at opretholde en fornemmelse af en ret normal døgnrytme, og det er ikke nær så svært, som jeg frygtede, det ville være. Det hjælper selvfølgelig, at alle her tager deres ansvar, og at der er en god atmosfære. Jeg synes, vi er søde ved hinanden. Det er en hyggelig lille verden, vi har skabt herude på det store vand, fyldt med samtaler om livet, vrøvl og fokuseret sejlads. Hjemmet føles meget langt væk. Eller måske er det der, jeg vågner, næste gang jeg slår øjnene op.

Nej, jeg vil stå op og slukke for julemusikken, så jeg kan sove. / Med venlig hilsen, Kiki

Mød vores besætning om bord - først Rebecka

Da jeg for to år siden begyndte at arbejde som vært i Caribien for More Sailing, var Atlanterhavet helt utænkeligt. Jeg havde ikke engang sat min båd på en sejlbåd før. Jeg hørte historier fra tre kolleger, som var ankommet til St Lucia blot en uge før os for at gøre sæson i Caribien efter at have sejlet over sammen. De fortalte om deres rejse, som lød utrolig og udfordrende. "Sidste sommer, da jeg var i gang med min anden sommersæson som vært og mentor i Kroatien, blev jeg spurgt, om jeg ville sejle over Atlanten og derefter arbejde min tredje sæson i Caribien, og jeg kunne ikke rigtig tage det ind. Desuden troede jeg, at jeg efter et par års arbejde i udlandet ville tage tilbage til Göteborg og begynde at studere. Det var ikke det rigtige tidspunkt i mit liv, så jeg valgte at takke nej til muligheden. I løbet af efteråret kom ideen op igen, og jeg var med min chef, som skulle sejle over til flere møder med de mennesker, som skulle sejle med mig. Den iver, jeg plejer at føle i mig, når sjove livsoplevelser dukker op, kom stærkt frem. Jeg kunne ikke modstå denne mulighed. Hele min mavefornemmelse skreg, at jeg skulle tage af sted, men bekymringen for at komme for langt bagud i skolen og mit nye liv i Göteborg satte en kæp i hjulet. Til sidst, efter at have spurgt mine venner og familie, og især mig selv, besluttede jeg mig for at tage af sted. Min skole sagde først nej, fordi der ville være for meget fravær, og jeg ville komme bagud, men jeg blev ved og foreslog en studieplan. Til sidst blev min uddannelsesansvarlige og jeg enige om en individuel plan, og jeg kunne pakke min kuffert.

Forestil dig, at lille mig fik chancen for at sejle over Atlanten. En mulighed, som ikke tidligere havde eksisteret, og som jeg bestemt ikke ville have turdet uden min personlige udvikling gennem årene. Nu har vi passeret halvvejs på vores rejse, og jeg glæder mig ikke til at gå i land. I går ved solnedgang lavede jeg yoga til Titanics sang my heart will go on på fordækket, også kaldet "loungen" Jeg har det så godt her med vores Sirli-familie. En fantastisk gruppe mennesker, der gør denne fantastiske rejse sammen.

Tak for mig!

Mød vores besætning om bord - Hans

At få lov til at gå fra en generøs kone og sejle over Atlanten i en alder af 79 år er et privilegium, en udfordring - og et udmattende langt kapløb.
Trætheden bliver konstant, de daglige pligter med husarbejde, tøjvask og påklædning bliver krævende. Pligterne ved rorpinden dag og nat er uundgåelige og kræver al den koncentration, jeg kan mønstre. Når man bliver vækket, skal man være klædt på og klar 15 minutter senere på flydækket.
Når der opstår vanskelige situationer med sejl og alt muligt og utænkeligt, må alle hjælpe til. Man skal ud og bidrage, selv om natten er mørk, vinden er stærk, og man lige er faldet i søvn.
Alt dette er særligt svært, fordi alt er i bevægelse hele tiden, siden vi tog af sted fra Las Palmas på Gran Canaria.
Alt er i bevægelse, og alle sanser er stressede. Hørelsen skal acceptere en kakofoni af lyde, der spænder fra den evige knirken og knitren fra kahyttens vægpaneler til suset som et lille vandfald, hvor vandet kaster båden bagud. En hel verden af lyde inde og ude, som man ikke kan aflæse. Der er aldrig, aldrig stille.
Synet er nødt til at acceptere, at hele verden er i bevægelse. Den eneste tilsyneladende faste ting er den perfekte cirkel, der tegnes af horisonten - men selv den bevæger sig med båden. Stjernehimlen drejer sig i løbet af natten, månen kommer og går, og det samme gør Venus med sin makker Neptun.
De sanser, der kontrollerer kroppens balance, hviler aldrig rigtigt, for selv sengen gynger rundt. Man er nødt til at holde fast i noget eller i det mindste stå tæt på noget at holde fast i, når man er på benene.
Hjerneforskningen viser, hvor meget hjernen skal arbejde for at fortolke og parere alle disse indtryk. Det arbejde kan man ikke gribe ind i, det er programmeret fra gammel tid. Hjernens arbejde kræver meget energi, og vi taber os normalt, mens vi sejler.
Så vitaliteten falder, og det er ikke kun mig, men alle medrejsende, der kan bevidne det samme.
Men man tilpasser sig.
Det sociale liv om bord fungerer godt på trods af det krævende miljø. Vi er prisgivet hinanden og afhængige af hinanden.
På trods af trætheden samler man en masse gyldne minder og livserfaringer. Ledelsen er yderst professionel og skaber tryghed og trivsel.
Vi har land i sigte om et par dage.
Så vil jeg sove længe, fejre med mine kammerater og derefter hurtigt flyve hjem til Margareta med hendes nyopererede hofte, som nu er på plads, og rige jule- og nytårstraditioner. Jeg forventer selvfølgelig, at der er en stor to-do-liste at tage fat på inden jul.
Så tænker jeg også på, hvordan jeg kan lyve på en interessant måde om mine oplevelser til en moderat interesseret verden!
Hans

Mød vores besætning om bord - Johanna

Hej hej alle sammen derhjemme. I skal ikke bekymre jer om mig, jeg er midt i det store eventyr. Det er meget bedre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Nr. 1, jeg har shorts på 24 timer i døgnet. Nr. 2, jeg ser havet, hvor end jeg vender mig. Nr. 3, jeg synger mindst én sang virkelig højt hver dag. Så derfor tager jeg tonen som Taube, holder mig godt og ser dig, når jeg kommer i land igen!!! /Johanna

Så længe Sirli kan gå Så længe bølgen kan slå Så længe vinden i sejlene kan få gennakeren til at holde Så hvis en vagt eller to Så hold modet oppe For der er stadig en mil at trimme os O hvem skulle have troet, at vi ville sejle ud fra Las Palmas At sejle og love og falde Og under måneskinnet holder vi knobene i takt Og får endnu et stjerneskud at ønske os i en hylende vals Ja, hvem skulle have troet, at vi ti fra kysten ville klikke så godt på skibet Sirli Og hvem skulle have troet, at vi ti fra byen ville svømme fra agterstavnen lige ned i Atlanterhavet til skipperens sang, Og hvis natten er lang, venter en morgenmad med grød, ding ding dong Så længe Sirli kan gå Så længe bølgerne kan slå Så længe vinden i sejlene kan holde gennakeren i gang Så gå op til vores vagt, selvom det svier Du vil se solen stå op, hele tiden Og det vil slet ikke stoppe dig, når vi står ved roret og danser vals, og synger i kor af vores lungers fulde kraft Men ingen af os på dækket længes efter at komme hjem til det grå For i Caribien vil vi blive Så når gennakeren er kollapset Find passatvinden igen, og skid sejlene og trim og stag Spise frugt ud af et net, se en haj, tabe skoen, vinden sejler rundt om vores Shama Så længe skibet kan gå Så længe bølgen vil slå Så længe vinden i sejlene kan få gennakeren til at holde!!

Mød vores besætning om bord - Anna

Nu har vi været væk i 6 dage, og livet på Sirli ruller videre i et rasende tempo. Der sker ting og sager hele tiden, og jeg begynder at indse, at den bog, jeg havde tænkt mig at læse, nok forbliver uåbnet.
Det er en mærkelig følelse at være helt afskåret fra, hvad der sker i verden udenfor, og at vores liv lige nu er her og nu med Sirli-familien langt ude på Atlanterhavet.
Det er ikke underligt, at alle bliver begejstrede, når flokke af delfiner dukker op og vil svømme med os, eller når en hval springer af glæde ikke langt fra båden. Eller når man ser en båd i det fjerne, og konkurrenceinstinktet vækkes til live. Eller glæden, når nogen har lavet pandekager eller risengrød til morgenmad. Eller euforien ved at svømme i lyseblåt vand på 4.000 meters dybde, eller når det lykkes os at hive to fisk op og forvandle dem til den bedste tartar, vi nogensinde har spist, sammen med friskstegte chips. Eller den ro, der sænker sig over vores lille samfund, når nogle dyrker yoga på fordækket og andre danser vals til Evert Taube på flybridge. For ikke at tale om den betagende følelse af at sejle ind i solnedgangen og glide ind i mørket under den endeløse stjernehimmel.
Skeppar-Fredrik driller os i livredning, genuasejlads, trimning og knob og stopper ikke, før alt er perfekt.
Det var svært at forestille sig, hvordan livet om bord ville være, men indtil videre har det været fantastisk!
Efter et par dage med let vind har vi nu fart på stik vest.
Pas på Shama og Bianco! Vi har sejrens spænding

Anna Graaf

Mød vores besætning om bord - Lis

Endelig - vi er i passatvinden! Vi stormer frem med gennaker lige mod vest! Skipper Fredrik trimmer både os og Sirli, faktisk mest os! Vi lærer at sejle med følelse uden en plotter, den første vagt om dagen, den næste vagt øger udfordringen til at sejle længere med gennaker om natten. En fantastisk følelse at sejle i måneskin! Så smukt, stort og kraftfuldt. Forestil dig, at vi faktisk er her - på Atlanterhavet!!!

Solrige hilsner Lis

Mød vores besætning om bord - Sofie

Atlanterhavet har længe været en drøm for mig, og nu sidder jeg her, en tyveårig pige som styrmand på Sirli. Med mig har jeg min skipper Fredrik, og sammen supplerer vi hinanden rigtig godt. Vi lærer vores besætning alt fra at styre, sætte sejl, trimme og rebe. De er ved at blive meget dygtige nu. Jeg kan slappe mere og mere af, jo længere vi kommer på vores rejse. Det er ikke kun dem, der har udviklet sig. Jeg føler selv, at jeg er vokset som person. Jeg elsker det store ansvar, man føler, og den tillid, besætningen har til en. Hvordan du har formået at løse problemer uden at skulle bede om tips og ideer og være i stand til at svare på alle besætningens spørgsmål.

Vi har været igennem meget sammen. At slå rekorder i den hurtigste prep til Atlanterhavet, store stimer af delfiner, hajer og hvaler. Vi har svømmet på 4000 meters dybde, haft blæst og vindstød, regn og solskin. Vi har fejret første advent og 50-års jubilæum, vasket og gjort rent. Vi er som en stor familie nu.
For et par dage siden beskadigede vi vores gennaker. De roterende låg foldede sig sammen, og faldet låste min hånd fast mellem masten, mens rebet løb frit. Jeg troede, at mine fingre var brækket, at rebet var skåret helt igennem, og så kan jeg ikke huske, hvad der skete. Patrik har fortalt mig, at han slog min hånd ud, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde været ved siden af mig. Jeg sætter mig ned ved siden af Fredrik, som står og styrer, og indser, at der er mere brug for ham andre steder. Nu har jeg trods alt en hånd mere at arbejde med. Jeg overtager roret, og han løber hen til resten af besætningen, som forsøger at få gennakeren op af vandet. Den sidder fast i roret. Da vi har smidt alle de ankre, vi har, og taget sejlene ned, sætter jeg mig sammen med Fredrik og lapper sårene sammen. Det er der, al smerten kommer. Det er ret fascinerende, hvordan kroppen kan slukke for ting, som er irrelevante, når der opstår en svær situation. Besætningen kommer løbende ind og råber lykkeligt, at de har fået sejlet af roret, og de hejser fokken igen og sætter atter kursen 270 grader mod St Lucia.
16 timer senere sker der endnu en hændelse. Denne gang får vi et uventet gippeslag, og bommen knækker. Vi sænker den ned på dækket og fortsætter med kun fokken som arbejdssejl. Næste dag har Fredrik fået en god idé til, hvordan vi kan bruge storsejlet, selv om vi ikke har nogen bom. Alle i besætningen hjælper til, alle er glade, og vi kæmper sammen for at få hans idé til at fungere. Efter 6 timers arbejde kigger alle tilfredse op på sejlet. Der er det igen. Vi kan fortsætte med det tredje rev og fuld fok.
I går passerede vi halvvejspunktet! Præcis kl. 20.00 på længdegrad W 38* 00 springer Njord, havguden fra den nordiske mytologi, ud. Med sin krog i den ene hånd og en spand vand i den anden døber han os alle.
Nu er vi endelig rigtige sømænd!
Nu bliver det kortere og kortere, indtil vi har land i sigte. Jeg sagde, før jeg tog af sted på dette eventyr, at jeg ville have noget at tale om, når jeg kom hjem. Jeg ville have en hårdere udfordring, som jeg kunne prale af over for alle mine kære med et ærligt ansigt. Nu har jeg mine eventyr og begivenheder, og vi løste dem sammen, ligesom en stor familie.
Hav det bedste!
Knus Sofie

Mød vores besætning om bord - Fredrik

En skippers refleksioner. At være skipper har en glamourøs konnotation. Man får lov til at sejle store både ind i smarte havne, man er klædt i smart tøj, og man spiser godt. Men alle mønter har en bagside, og bagsiden af skipperens mønt er ansvar. Man har et ansvar for at tage sig af gæsterne og båden. Det romantiske billede af at sejle over Atlanten blev hurtigt erstattet af et par dages rent kaos. Det begyndte med, at låsen til gennakeren gik i stykker, så gennakeren faldt i vandet. Besætningen og styrmand Sofie kastede sig straks over rebet for at redde sejlet. Rebet blev ved med at trevle op, og Sofies hånd sad fast i hullet, hvor rebet løber ind i masten. Hun skriger, og Patrik banker hendes hånd fri. Sejlet styrter i vandet. Med en blodig hånd kommer Sofie hen til mig og siger, trods smerten, at hun vil overtage styringen, så jeg kan hjælpe med sejlet. Gennakeren vikler sig rundt om roret og skruen. Vi tager de andre sejl ned, mens vi forsøger at holde den del af gennakeren, der ikke er i vandet. Efter at have sikret sejlet så meget som muligt, holder vi en kort pause for at diskutere, hvordan vi kommer videre. Under pausen løsner sejlet sig fra roret og skruen. Vi samler resterne op og fortsætter natten med kun fokken på. Jeg sætter mig ned med Sofie og kigger på hendes hånd. Noget af huden er revet helt væk, og fedtmembranen mellem hud og muskel er blottet. Jeg ville gerne sy såret sammen, men der er ingen hud at sy i. Hun klynker, når jeg rører ved hendes hånd. Hun kan bevæge sine fingre, så der er ingen brækkede knogler eller beskadigede sener. Jeg giver hende smertestillende, men hendes smerter bliver værre og værre. Jeg beslutter at lægge en lokalbedøvelse i hendes hånd for at stoppe smerten, så tabletterne kan begynde at virke. Jeg prøver at huske alt fra medicinstudiet om, hvordan man lægger bedøvelsen, tager sprøjten og stikker nålen. Næste morgen tager jeg min klatresele på og hopper i vandet. Intet er tilbage. Vi tager nye skridt, sætter storsejl og fok. På dagens program står surfing. Forholdene er perfekte. Efter et par timer sker det, der ikke må ske: En ufrivillig gyser, preventerwiren knækker, og bommen knækker. Vi tjekker riggen og ser, at bommen er knækket af to steder. Nej, ikke bommen. Vi tager storsejlet ned og sikrer det. Bommen er løs, så halsen gnider mod masten. Vi tager alle de fald, vi har, og begynder at sænke bommen ned på dækket. Den er tung, og alle må hjælpe til for at få det til at fungere. Når vi er nede på dækket, kan vi løsne storsejlet og hejse det op på biminien igen. Mørket falder på, og vi går til ro. Jeg bruger natten på at skitsere og lægge planer. Hvordan skal vi løse det her? Da lyset vækker os, og vi samles til morgenmad, har jeg planen klar. Min plan er at løsne sejlet fra masten og rulle det ind nedefra. Så vil den tykke sejldug sammen med de nederste lægter danne en ny bom. Alle får deres opgaver, lad os nu løse det! Vi løfter, strækker, ruller og sikrer. 8 timer senere samles vi på flybridge. Hans begynder at hejse sejlet, og det står igen. Alle puster ud og klapper, vi er på vej igen! En skippers dag er aldrig den samme. Den ene dag er man bølgernes konge, den anden dag er man læge, og den tredje dag koger man suppe på et søm. Med venlig hilsen Fredrik Olsson om bord på Sirli.