ARC 2020 - Uddrag af en atlanterhavssejlers logbog

"Jeg har, som mange andre sejlere, længe haft
drømmen om at sejle over Atlanten og kunne bære de
røde bukser med stolthed."

Ingen andre i min familie har haft lyst til denne form for langturssejlads. Min kære kone Kerstin sætter mest pris på dagsture med middag og en nats hvile i en hyggelig havn, hvilket jeg også synes er et dejligt sejlerliv. Men drømmen har altid ligget der i baghovedet om den længere sejlads. Jeg indså dog tidligt, at hvis det skulle ske, skulle det være sammen med andre end mine nærmeste. I julen 2018 var hele familien inklusive de voksne børn på Gran Canaria og havde en dejlig uge i solen. I løbet af denne uge gik jeg flere runder i havnene på øen og kiggede misundeligt på både, der var på vej ud på det store eventyr. Tænk at kunne tilbringe flere uger på åbent hav. Ønsket om at realisere denne drøm voksede, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at søge på internettet efter mulige muligheder. Jeg fandt hurtigt More Sailing i Göteborg, som organiserer og arrangerer chartersejlads i både Middelhavet og Caribien. More Sailing deltager også i den årlige ARC-sejlads (Atlantic Rally for Cruisers) mellem Gran Canaria og St Lucia i Caribien. På disse sejladser kan man komme med som "betalende besætning". I år ville de deltage med to katamaraner af typen Lagoon 52. Jeg var først skeptisk over for at sejle i en katamaran, men vænnede mig hurtigt til tanken. Efter en del diskussion med More Sailing meldte jeg mig endelig til ARC 2019 med start i november. Nu var det endelig besluttet! Som en start på forberedelserne til dette eventyr havde vi et møde med hele den fremtidige besætning i foråret 2019 i Göteborg. Vi ville være 10 personer om bord, inklusive en skipper og en "first mate" fra More Sailing. De resterende otte personer var "betalende besætning" ligesom mig. Det var meget spændende at møde hele banden, som skulle tilbringe en måned sammen om bord. Ingen af os kendte hinanden i forvejen, så det var lidt af et socialt eksperiment at se, hvordan vi ville komme overens og fungere som en gruppe. Som alle ved, er det ikke så nemt at komme væk og have privat tid på en sejlbåd. Men det viste sig, at alle var meget søde og positive. Vores "teambuilding" startede direkte under dette første møde.

I midten af november var det tid til at starte eventyret for alvor. Ifølge vores plan skulle vi først have en uge sammen på Gran Canaria, før vi startede. Båden var allerede på plads i Las Palmas, da vi kom ned. Den var helt ny fra værftet i Frankrig og var blevet transporteret ned ugen før. Vores første uge var spækket med aktiviteter. For det første skulle vi fylde båden med alle de forsyninger, man har brug for til omkring tre uger på havet. Der var mange ture til forskellige butikker og mange leveringer af varer til broen. Da der var en fryser om bord, lavede vi også en masse basismad, som var frosset ned. Vi købte også en masse frugt og grønt, som blev stuvet om bord og hængt op i net. Det var vigtigt at vaske alt omhyggeligt, så der ikke kom blinde passagerer om bord i form af kakerlakker og andet kryb. Det er ikke nemt at planlægge mad til ti personer til sådan en rejse.

I løbet af ugen i Las Palmas var der også forskellige aktiviteter fra ARC-organisationen. Der var mange forskellige interessante foredrag at deltage i. Erfarne langturssejlere, meteorologer og andre specialister holdt foredrag om alt fra sikkerhed, vejr, astronomi og madplanlægning. Der var også mulighed for en masse socialt samvær mellem besætningerne. Det var meget internationalt i havnen med omkring 190 startende både fra mange forskellige lande.

For at kunne deltage i ARC er der ret høje sikkerhedskrav til bådene. Det gælder både personligt udstyr og bådudstyr, som skal være på plads. Dagene før starten kom inspektører fra ARC-organisationen om bord og foretog en grundig gennemgang, før der blev givet grønt lys til start.

Efter en begivenhedsrig uge i Las Palmas var det endelig tid til at komme ud på havet. Startområdet uden for havnen var fuld af både, og de af os, der ikke var vant til at håndtere en stor katamaran, lærte hurtigt at sejle og manøvrere dette noget uhåndterlige fartøj. Det er virkelig en anderledes følelse at styre denne type store dobbeltskrogede flydende fartøjer, når man er vant til enkeltskrogede både. Vi kom dog godt fra start og var snart i fuld fart i solskinnet med gennakeren hejst med 10-12 knob i den friske vind. Vi havde nu omkring 2700 sømil foran os, før vi sluttede i Caribien.

Selvom vi var næsten 200 både ved starten, spredte feltet sig hurtigt, og efter en dag var der ikke længere mange konkurrenter tilbage i syne. Vi kom hurtigt ind i vores rutiner om bord med vagter, madlavning og orlov. Vi havde lavet en rullende vagtplan med tre timer på vagt og derefter fem timer fri. Det betød, at vi aldrig måtte sove mere end fem timer i træk, så vi var nødt til at udnytte dele af de frie vagter i løbet af dagen til at sove, så vi kunne få vores søvn. Det var dog meget nemt at komme ind i denne rutine og tilpasse kroppen til at opdele søvnen.

At sejle en katamaran er lidt specielt, fordi båden ikke krænger. I hård sø er der selvfølgelig en søgang med bevægelser op og ned, og båden stampes. Men den krænger ikke, hvilket betyder, at søstuvning af alle ting ikke er så kritisk, og at man kan bevæge sig lidt lettere om bord uden at holde fast hele tiden. Jeg havde forventet, at i hvert fald nogle af besætningsmedlemmerne ville blive søsyge i løbet af de første par dage. Men kun et par af besætningsmedlemmerne havde mindre problemer i løbet af den anden dag på havet. Derefter havde alle det fint på hele turen.

Indkvarteringen om bord var ganske komfortabel med kahytter, hvor vi boede to i hver. Der var også adgang til et brusebad i ferskvand, som man kunne forkæle sig selv med cirka hver anden dag. Vi havde en watermaker om bord, som omdanner havvand til ferskvand. Alt vand, der blev brugt til madlavning og vask, kom fra denne enhed. Vi havde dog bunkret omkring 350 liter flaskevand til at drikke. Det er let at glemme at drikke nok i varmen, og vi måtte være opmærksomme på det mindste tegn på hovedpine, som er et symptom på dehydrering.

Efter cirka fire dage til søs på en sydvestlig kurs mod Kap Verde var vi nede på breddegrader, hvor passatvindene er fremherskende. Denne vind blæser fra nordøst og øst. Vi drejede derefter mod vest med kurs mod det sydlige Vestindien. Når man sejler på disse breddegrader på en vestlig kurs, har man stort set altid slam og læns i varierende vindstyrker. Du synes måske, at det lyder ganske behageligt, men det kan også være frustrerende, når vinden aftager, og sejlene rykker og blafrer i let medvind. Der kan også være kraftigere vind, og så skal man altid passe på, at man ikke får en ufrivillig gyser. Derfor har man altid en eller anden form for preventer for at undgå skader. Et andet vindfænomen, der af og til opstår her, er såkaldte "squalls". Det er lokale, lodrette bygeskyer, som dannes over den relativt varme havoverflade. De minder meget om de tordenskyer, vi har herhjemme, men uden torden. Men de kan give kraftig regn og stærk vind, der kommer hurtigt. Man bør derfor holde øje med dem, så man er forberedt på at reducere sejlet, hvis det er nødvendigt.

Efter en uge på havet begyndte jeg virkelig at mærke den vidunderlige følelse af det enkle liv på en båd.
Det er her, de fleste ting drejer sig om at holde vagt, vejret, vinden, spise og sove. Jeg kan virkelig sætte pris på at være helt afkoblet fra mail, sms, tv osv. Der var også et vidunderligt kammeratskab om bord med mange fortrolige og dybe samtaler på nattevagter under en fantastisk stjernehimmel.

Efter 10 dage på havet passerede vi det teoretiske midtpunkt for rejsen, dvs. 1350 sømil til St Lucia. Man skal respektere disse afstande. Man skal også respektere, at man herude skal klare sig selv. Hvis der skulle ske noget alvorligt om bord, er man langt fra land og kan i bedste fald få hjælp fra en anden båd, der ligger i nærheden. Derfor er det vigtigt at være forsigtig og undgå skader. Om bord på vores båd lykkedes det os at undgå alvorlige skader. Det var mest håndskader fra håndtering af fald og skøder. Sejlerhandsker kan være ret nyttige nogle gange.... Vi havde også en masse spændende oplevelser med dyrelivet, mens vi sejlede. En dag kom der en lille finke og landede på dækket. Det viste sig at være en lille guldfinke. Den så ud til at være ret træt efter en lang flyvetur over havet. Vi satte vand og en lille skål med frø ud på dækket, som den straks hakkede i sig. Den lille fugl blev hos os om bord i flere dage. Han fløj nogle gange rundt om båden, når vi skiftede sejl og andre ting på dækket, men han kom altid tilbage. Efter en uge forsvandt den dog. Vi ønskede ham held og lykke og håbede, at han fandt en anden båd at hvile sig på, for der var meget langt til land.

Ofte fløj der flyvefisk hen over vandoverfladen omkring vores båd. Disse små fisk opfattede båden som noget farligt og brugte deres flyveevne til at flygte. Af og til landede de dog på dækket ved en fejltagelse. Om morgenen måtte vi en tur på dækket for at rydde op efter de flyvefisk, der var landet det forkerte sted i løbet af natten. En gang var en dæksluge til en af vores kahytter blevet efterladt på klem. Det lykkedes en flyvefisk at flyve lige ned i køjen på et sovende besætningsmedlem. Han fik en brat opvågning og sengetøj, der lugtede svagt af fisk resten af turen.

Under det meste af rejsen havde vi fiskeliner slæbende efter båden. Vi fik bid ret ofte og bidrog dermed til madforsyningen. De fisk, der oftest blev fanget, var guldmakrel, også kendt som mahi mahi. Det er en fin spisefisk, og der blev tilberedt lækre retter af denne fangst. Vi fik også tun på krogen en enkelt gang. Heldigvis var den kun omkring 10-12 kg, og vi fangede den efter en halv times kamp. Tun kan være meget større, og det ville vi nok ikke have klaret med det fiskeudstyr, vi havde om bord.

Ved et par lejligheder så vi også store stimer af delfiner, der legede og hoppede rundt om båden. Man kan aldrig få nok af disse fantastiske dyr, der bevæger sig så let i vandet. Når de kom, var det som regel grupper på 20-30, der blev omkring båden i 15 minutter eller mere. Man fik lyst til selv at hoppe i. Det var en ganske behagelig badetemperatur med 29 grader i vandet. Om eftermiddagen på den 18. dag til søs så vi land! Det var St Lucia og også naboøen Martinique. Vi krydsede mållinjen tidligt om aftenen og gled ind i havnen i Rodney Bay i St Lucia. På kajen, da vi lagde til, var der en velkomstkomité med repræsentanter fra ARC. De bød os velkommen og bød på rompunch, en lokal rompunch, som drikkes meget i Caribien. I løbet af de dage, vi havde i Rodney Bay, var der et glædeligt gensyn med besætningerne fra vores konkurrerende både. Der var masser af fest og flere bekendtskaber med rompunch.

Selvom sejladsen var gået fantastisk godt med en god stemning om bord, var det rart at være i land. En ekstraordinær oplevelse, som jeg vil bære med mig hele livet.

Nu kan jeg også bære røde bukser med stolthed!

Magnus Jeppsson