Vagabond skriver om sejlads i Caribien med More Sailing

Caribien: Kast loss, sæt sejl og sejl mellem øerne

Overgroede strande, ulovlige afgrøder og gyngende reggae. Vi hejser sejlene og opdager caribiske øer hinsides statelige hoteller og masseturisme.

Jollen glider tættere og tættere på den mørke mole. Bølgerne slår mod jollens sider, og stjernehimlen lyser vores vej mod land op. En pandelampe lyser op. Båden bumper, og hænderne klamrer sig fast. De tørre palmer rasler i måneskinnet, og bølgerne slår mod den øde strand. Rådne brædder med store huller har skabt vanskelige faldlemme, og lommelygtens lys stopper ved den ene ende af badebroen og advarselsskiltet "Enter at your own risk". Vi klatrer i land.

Efter lidt over en uges sejlads er vi nået til et af de mest ventede stop på turen. Og som taget ud af et rejsekatalog bøjer det sig perfekt foran os: Salt Whistle Bay på Mayreau Island. Træplankerne hviner højlydt, mens elleve par fødder balancerer på bredden. En svag, sødlig duft strømmer mod os fra mørket.

Et kridhvidt smil dukker frem fra mørket, og en tynd ældre mand løber mod os og råber: "Velkommen, velkommen, velkommen." Han lugter af fisk, og hans hår er snoet i fletninger, der danner en turban. Han præsenterer sig som Larston og fortæller os, at han har boet på en båd i bugten i to år og er strandens hummermester, tjener og kok.

En træbar bøjer sig omkring en robust træstamme, lyskæder klatrer op ad et palmebladsbeklædt tag, og omkring os er tre langborde spredt ud på sandet. Duften af hvidløg, krydderurter, smør og hav fylder luften, og Larston danser over til grillene, hvor et bjerg af vridende hummere langsomt koger. Han piller ved dem. Vender, vrider og pensler forsigtigt marinaden på.

Den fredfyldte atmosfære smitter af på gruppen, og det føles, som om vi er ved verdens ende. Vi falder ind i rytmerne og tonerne af reggae. Fjorten hummere bliver sat på bordet. Så bliver der danset i baren, på bordene og på stranden.

Stemmen dukker op ud af ingenting. Lettere forvirrede ser vi os omkring, før vi får øje på et lille hoved, der stikker op ved siden af sejlbådens kant. Siden tidligt om morgenen er høj reggaemusik blevet akkompagneret af haner, der galer, og bølgeskvulp. Jeg skal lige til at åbne munden, da den unge fyr slår ud med armene mod bugten, vi ligger for anker i, og udbryder:

- "Selvfølgelig har du sovet godt. Du er jo i paradis!

Han griner og rækker baguettes og en pose is hen til vores sejlbåd. Jeg kigger eftertænksomt på de huse, hvor reggaekoncerten har stået på hele natten, og spørger, om naboerne i landsbyen ikke bliver forstyrret? Fyren bliver tavs og kigger uforstående på os. Spørgsmålet var åbenbart det dummeste, han havde fået i lang tid.

Læs hele artiklen med tilhørende fotos ved at klikke her.